I slutningen af oktober satte Nikolaj og Rebecca før første gang nogensinde kursen mod Kolkata, Indien. Hér skulle de deltage i iiINTERests årlige projektbesøg. Besøget startede og sluttede vanen tro i Kolkata, som både er hovedstaden i Vestbengalen og hovedsæde for vores partnerorganisation, AHEAD Initiatives. Undervejs aflagde de besøg hos nogle af de landsbyer og lokale partnere, som arbejder med vores aktiviteter på daglig basis.
Måske kender du det selv? Når man har rejst langt væk, kan det være svært at gengive sine oplevelser, så andre kan forholde sig til det – så de kan se menneskene for sig, lugte lugtene og forestille sig lydene, sådan som de fremstod for én da man stod midt i det hele. Derfor har vi bedt Nikolaj og Rebecca sætte ord og billeder på deres ophold, mens indtrykkene stadig står friske i hukommelsen. I det følgende kan I komme med på en lille rejse til Vestbengalen og læse om deres første møde med Indien og iiINTERests projekter, samt hvad de lærte undervejs.
Hvordan var dit allerførste indtryk af Indien?
Nikolaj: Mit første indtryk var varmen. Selvom jeg landede om natten, blev jeg mødt af en fugtig hede, som med det samme tvang mig til at smide et par lag tøj. Næste dag fik jeg for alvor varmen at føle, da solen stod op, men det var faktisk noget andet, der gjorde et endnu større indtryk. Det var larmen fra trafikken. Når den indiske storby vågner kan det høres på lang afstand, og færdes man i trafikken er det svært at høre sine egne tanker for de høje lyde fra knallerter, store dieselmotorer og konstant dyttende rickshaws.
På trods af de umiddelbare indtryk af varme og larm blev det snart klart for mig, hvor specielt et sted jeg var ankommet til. Her var farver, dufte og lyde, jeg ikke kendte til. Her blev kokkereret, klippet hår og bedt til de utallige guder midt på gaden, alt imens et væld af mennesker flettede sig ind og ud af hinanden for at komme fra A til B. Og lige så skønt maden smagte, lige så åbne og rare, var de mennesker jeg mødte på min rejse.
Rebecca: Allerede på vej fra lufthavnen bliver jeg mødt af Indiens berømte trafik. Selvom jeg før har oplevet kaotisk trafik, er det stadig noget, man lige skal vænne sig til. De kommende dage kører vi både i bil og rickshaw, især ude i landsbyerne ved Sundarbans, og det er tydeligt, at sikkerhedsseler her mest er noget, der følger med som pynt. Min hånd griber flere gange instinktivt ud efter en sele, men der er ingen. Trafikken føles som en dans, hvor alle bilister hele tiden fornemmer hinanden. Hornet er konstant i brug – som et sprog, der betyder alt fra “Flyt dig!” til “Pas på, jeg er her.” At køre ind i et sving med fuld fart og blot dytte som advarsel føles angstprovokerende. Eller når bremserne først bliver brugt i allersidste øjeblik, og det føles som om vi er ved at kysse bagenden på bilen foran. Og den åbne konstruktion i en rickshaw, forstærker hvert bump og hvert dyt, som bliver hængende i hovedet længe efter turen.
Samtidig kan man ikke lade være med at blive tryllebundet af alt det, der sker uden for vinduerne. Farverne er en blanding af jordtoner og støv, og samtidig eksploderer landskabet med livlige nuancer. Huse er malet i de mest spraglede skrigfarver, og kvinderne i deres smukke sarier lyser op, uanset om de er i byen eller på landet. Selv på de mest ujævne veje, hvor ens indre organer får sig en rystetur, er det svært at lade være med at smile over de kontraster og indtryk, der hele tiden fanger blikket.
Hvad har overrasket dig mest under projektbesøget?
Nikolaj: Som lærer er jeg naturligvis interesseret i læring, skole og uddannelse, og personligt har jeg siden min studietid interesseret mig for reformpædagogiske tilgange og alternative skoler. Jeg vidste godt, at vores arbejde i Indien blandt andet drejede sig om alternative tilgange til undervisning i et forsøg på at komme analfabetisme og skolefrafald til livs, men jeg blev overrasket over at se, i hvor stort et omfang der arbejdes med alternativ uddannelse i Indien.
Det var skønt at se en masse progressive, pædagogiske idéer realiseret i og udenfor vores projekter i både grundskolen, i Open Learning Centres og på private skoler. Mange organisationer og mennesker i Indien er engageret i at inddrage nye tilgange til uddannelse, og ambitionsniveauet er højt. Her er skoler, der arbejder ud fra emner frem for fag, har fokus på håndværk og jordbrug, og som giver eleverne viden om sundhed for både dem selv, deres medmennesker og deres omgivelser. At se hvordan pædagogiske idéer omsættes til praksis i Indien har givet mig et nyt perspektiv i forhold til mit eget lærervirke og til den danske grundskole i det hele taget.
Rebecca: Noget af det, der overraskede mig under projektbesøget, var, hvor universelle menneskelige oplevelser er – uanset hvor i verden man er. Selvom det virker intuitivt, blev jeg gang på gang mindet om, at vi er alle mennesker, der deler de samme grundlæggende følelser og behov. På tværs af kulturer kunne jeg spejle mig i de mennesker, vi mødte, og det satte tingene i perspektiv omkring, hvordan verden ofte føles delt og fremmedgjort.
Et øjeblik, der står klart, var et community meeting i en landsby, hvor vi sad i en rundkreds med omkring 25 kvinder. Emnet var organisk gødning, men det var kvinderne, der gjorde størst indtryk. Under turen talte vi en del om kvinders rettigheder, især adgang til uddannelse og de (alt for) tidlige ægteskaber. Mange kvinder i lokalsamfundene har begrænsede muligheder når først de har indgået ægteskab, hvor de efterfølgende er mest i huset. Jeg kunne spejle mig i disse kvinder, og det gjorde et stærkt indtryk at se, hvordan vores projekter ikke kun handler om praktiske færdigheder, men også om at give kvinder en platform for at mødes, udveksle erfaringer og støtte hinanden.
Da jeg betragtede kvinderne, blev det tydeligt, hvor meget styrke der ligger i disse fællesskaber. De delte holdninger, små jokes og hjalp hinanden med spædbørnene. Det mindede mig om, hvor meget vi har til fælles, uanset hvor vi er. Kvinders rettigheder handler ikke kun om politik eller reformer, men også om små øjeblikke, hvor kvinder finder styrke i hinanden.
Hvad forstår du nu ved iiINTERests arbejde, som du ikke vidste før?
Nikolaj: Turen til Indien har givet mig indblik i en stor del af arbejdet ude ved lokalbefolkningen, for det er først ved egen erfaring, at projekterne og initiativerne tager sig tydeligt ud, og hvor det bliver klart, hvori det særlige ligger. Således har det for eksempel været givtigt for mig at opleve forskellen mellem et Open Learning Center og et Efterskoleprojekt. Det har også været meningsfuldt at møde vores lokale samarbejdsorganisationer, for at forstå arbejdet hos dem som i sidste ende udfører en stor del af vores initiativer og projekter. At besøge Indien har også givet mig bedre forståelse for netop de udfordringer, vi arbejder med. Problemer som f.eks. migration til byerne, analfabetisme og skolefrafald er komplekse størrelser, og det kræver viden om lokale forhold at kunne gøre en forskel på disse områder. Jeg har set hvordan forandringer i klimaet kræver tilpasning ift. afgrøder og dyrkningsmetoder, og jeg har set, hvordan disse emner behandles enten på et landsbymøde eller i et lokalt opsat teaterstykke, hvor ung som gammel, med og uden teatererfaring kaster sig ud i at opsætte et teaterstykker, der er med til at belyse problemerne samt motivere til handling.
Rebecca: Under projektbesøget blev det klart, hvor komplekst arbejdet på tværs af kulturer og sociale lag kan være. Det handler ikke kun om at bringe løsninger udefra, men om at samarbejde med lokale aktører, så de selv kan drive forandringen videre. Vi giver dem værktøjer og viden, så de kan vokse og udvikle sig på lang sigt.
Jeg har fået en dybere forståelse af, hvordan vi lærer af hinanden i dette samarbejde. Vi bidrager med viden, men det er de lokale, der har den nære forståelse af deres behov. Det er denne gensidige læring og respekt, der gør det muligt for dem at lede og udvikle deres samfund på en bæredygtig måde.
Det har også været inspirerende at møde de medarbejdere, der arbejder direkte med landsbyerne, og at se, hvordan deres dedikation gør en konkret forskel i hverdagen. De arbejder tæt sammen med lokalsamfundene – hvad enten det er ved at undervise i bæredygtige landbrugsmetoder, rådgive om iværksætteri eller støtte uddannelse. Denne nære kontakt sikrer, at projekterne er relevante og effektive.
Hvilke indtryk sidder stærkest i dig efter at være kommet hjem?
Nikolaj: Det har gjort et stærkt indtryk på mig at opleve det engagement, med hvilket lokalbefolkningen gik til initiativerne, hvad enten det var til møde i landsbyen, i et teaterprojekt eller i et Open Learning Center. Hvor end vi kom, fornemmede vi både en glæde ved at være en del af projekterne, men samtidig en seriøsitet om aktiviteterne. Til møde i en landsby i Sundarbans oplevede vi et flot fremmøde af særligt kvinder, der med børn i skødene ivrigt diskuterede den lokale dyrkning af afgrøder. Her blev alvorlige emner vendt, mens der samtidig var plads til smil og sjove historier. Det var tydeligt at mærke hvordan dette møde også var et åbent forum og en mulighed for at dele ud af sine erfaringer og bekymringer for derved at kunne støtte hinanden.
Et lignende engagement mødte vi, når vi besøgte de forskellige initiativer på uddannelsesområdet. I både Open Learning Centeret og i efterskoletilbuddet fandt vi børn og unge som stolt viste deres færdigheder frem. At mærke denne stolthed og engagementet hos lokalbefolkningen giver mig tro på, at vi gør en forskel med vores arbejde.
Rebecca: Efter besøget hos håndværksprojektet i Tantipara har jeg reflekteret meget over, hvor meget vi tager for givet i vores forbrug. Vi så den lange, omhyggelige proces bag produktionen af en silke sari – fra kokoner på markedet til spinding, vævning og farvning med naturlige materialer som blomster og gurkemeje. Det er en utrolig tidskrævende proces, der virkelig satte vores egen forbrugskultur i perspektiv. I vores samfund er vi vant til hurtigt at købe nyt og smide ud, især når det gælder fast fashion. Jeg sidder og skriver dette op til Black Friday, og det virker ekstra tydeligt, hvordan vi som forbrugere sjældent tænker på de ressourcer, vi udnytter, og de konsekvenser, det har.
Samtidig blev jeg opmærksom på, hvordan affald er et stort problem i Indien, og hvordan det flyder mange steder. Mange mennesker har ikke de nødvendige ressourcer til at tænke på bæredygtighed på samme måde, som vi gør i Danmark. Der er ofte en mangel på bevidsthed om naturen og dens værdi, og på mange måder er det et luksusproblem, vi i den vestlige verden kan tillade os at reflektere over. Jeg har fået en dybere forståelse af, hvor privilegerede vi er, når vi kan vælge at forbruge ansvarligt, mens de, der kæmper for at få enderne til at mødes, ikke nødvendigvis har de samme muligheder.
Jeg tror, det ville være godt for os alle med en større bevidsthed om produktionen både af vores tøj, men også af den chips-pose, der ofte ender ude i naturen.